Vild Med Dans – Palietter og falske smil, Vol.2

Udgivet i kategorien Nyt, Svømning

Vild med dans

Vild med dans var en pigedrøm der blev udlevet, og jeg elskede hver fredag! Jeg følte til tider, at jeg levede en andens liv og når fredag aften var slut, så skulle jeg hjem til mit eget kedelige leverpostejs-agtige liv. Jeg skulle tage en masse beslutninger om karriere og privatliv og det var en følelse jeg slet ikke kunne holde ud. Jeg ville bare forsvinde fra det hele.

Hvis bare fredagen kunne vare for evigt, sådan en følelse sad jeg med ret ofte. Vi mødte ind relativt tidligt fredag morgen, og blev nærmest smidt direkte i make-uppen eller ind på dansegulvet for at lave generalprøve. Man kunne sidde i make-uppen i up til 3 timer, men det var alle 3 timer værd! Jeg elskede det! Man sidder bare der og bliver smukkere og smukkere. Der bliver sat hår på én, lagt make-up, og du har alle de bedste mennesker omkring dig, som kun er ude på én ting, nemlig at gøre dig så smuk som muligt. Ikke dårligt vel?? Og nårh ja, så er der jo også kjolerne, palietterne og spotlightet… hvilken kvinde ville ikke elske det? Klokken bliver hurtigt lidt i otte, og showet skal til at starte. Jeg har jo altid været en race horse, så jeg elskede adrenalinen inden vi skulle på dansegulvet. Jeg elskede også hvert et sekund når det var min tur til at vise Danmark mine ret så uprofessionelle bambi-dansetrin 🙂


Lettelsen

Jeg mener vi røg ud som fjerde sidste par (kan ikke huske det 100%), og vi røg faktisk ud på vores bedste aften. Vi dansede to danse, hvor vi blev nr.2 samlet i vores rumba og vi vandt vores Salsa. Men, vi røg ud, og man kan da snakke om at stoppe på toppen 😉 Selvom man står med en enorm skuffelse lige når man ryger ud, så var det for mig en kæmpe lettelse. Jeg var i en periode i mit liv, hvor jeg var nødt til at tage nogle vigtige beslutninger, og det kunne ikke lade sig gøre i al den danse/spotlight-rus. Jeg kunne ikke tænke klart, og tage den rigtige beslutning, samtidig med at udleve min indre dansedronning.

Skulle jeg stoppe min karriere eller starte på en frisk? Og var det kun svømningen der var noget galt med, eller gav jeg bare den skylden? Efter rigtig lang tids tænken frem og tilbage, blev jeg enig med mig selv om, at svømningen var mit kald og jeg ville ikke være foruden den. Jeg var ikke klar til at stifte familie og være husmor, tanken skræmte mig faktisk en hel del. Måske var jeg slet ikke klar til at være gift.

Kort tid efter jeg var færdig med vild med dans, tog jeg til asien for at svømme World Cups, for at komme ‘back on track’ med min svømning. Det var samtidigt rigtig godt at være afsted, da det gav mig en hel del tænketid ALENE. Jeg var nemlig helt alene afsted, uden træner, uden holdkammerater og uden nogen form for forstyrrelse. Det var bare mig og min svømning, og så fik jeg lov til at komme ud med alle mine frustrationer og aggressioner da jeg endelig skulle konkurrere igen. Det var godt for mig at komme væk og godt for mig at være helt alene. Jeg vendte hjemad med fornyet energi, men også med følelsen af at jeg nok mest af alt havde brug for en helt ny start, hvad alt angik. Jeg skulle svømme og jeg skulle ikke være gift… Jeg kan vel konstatere ud fra alt dette, at alle de smil der kom fra mit vedkommende under vild med dans, nok primært var falske, for jeg var ikke glad.

Et nyt kapitel

Jeg fortsatte min svømning i stor stil, blev Europamester to måneders tid senere, Verdensmester sommeren efter, og min karriere har faktisk kun været positiv og succesrig lige siden. Mit ægteskab gik ikke helt lige så godt, og vi gik fra hinanden et års tid efter. Jeg synes vi begge kæmpede til det sidste, og vi forsøgede at få det hele til at fungere, men man skal også bare nogle gange være realistisk og se tingene i øjnene.

Idag er jeg jo gravid og gift med Marco, og jeg er gladere og lykkeligere end nogensinde ♥ Tingene gik jo alligevel godt, selvom jeg til tider tænkte ‘hvad skal der dog blive af mig’. Det var en sindssyg periode i mit liv, og det er jo ikke engang halvdelen af detaljerne som i får her på bloggen.

Livet kan være en bitch nogle gange, men jeg er overbevist om, at ‘everything happens for a reason’, altså alt har en årsag, alt sker af en grund…

God fornøjelse til som skal følge med i vild med dans i aften, jeg er bestemt én af dem 🙂

Love to you all ♥

 

8. september 2017
/

Vild Med Dans – palietter og falske smil, Vol.1

Udgivet i kategorien Nyt, Svømning

Det er Vild Med Dans sæson!!!

Der er sæsonstart på vild med dans på fredag, mener jeg det er, og jeg glæder mig til at følge de mange nydansere 🙂 I år bliver det lige lidt sjovere end de foregående år, da vi jo har en svømmepige med blandt alle de modige. Mie Østergaard Nielsen, som er min fellow Olympiske bronze vinder fra Rio 2016, skal danse med i år, og jeg glæder mig til at se hende både i tv men nok endnu mere i live studiet.

Jeg var selv med i Vild med dans  i 2012, og det var et fantastisk afbræk fra min egen sport og min strikse hverdag. Men, der skete også en masse forandringer i mit liv i denne periode, og jeg måtte indse en hel del ting, som var ekstremt svære at indrømme både over for mig selv, men nok mest af alt over for min familie. Det var den sværeste periode i mit liv og i min svømmekarriere, men på det tidspunkt ignorerede jeg alle følelser og afviste al form for hjælp. Dette var min måde at flygte fra problemerne på, og det førte bestemt ikke til noget godt.

Olympisk fiasko

OL 2012 i London, var det OL, hvor jeg skulle vinde min første OL medalje. Det var her jeg skulle sætte mit punktum og skrive mig ind i historiebøgerne. Det var også her jeg skulle svømme mit sidste løb og efterfølgende tage hjem til min mand og stifte familie. Det var planen…

Jeg ankom til OL i London som regerende Verdensmester, og alle omkring mig, inklusiv mig selv, regnede med at jeg skulle vinde min OL medalje ved det mesterskab. Jeg var i mit livs form og synes selv jeg havde styr på mig selv, mit privatliv, menneskene omkring mig og jeg var klar til at give den max gas! Jeg havde sat hele planen op og der var jo intet der kunne gå galt, jeg havde forberedt mig på alt, troede jeg.

Nogle gange går tingene ikke lige helt som man gerne vil have de går, og det gjorde det ikke for mig til OL i London. Der er nok nogle af jer som har hørt historien før, og den er egentligt ikke så lang, og heller ikke så kompliceret. Jeg står og skal svømme mit livs finale løb til OL, 100 meter fri, og 10 min inden jeg skal i call room, hjælper min træner mig med at få svømmedragten ordenligt på plads. Min dragt sprænger, og er gået helt i stykker, 10 min inden start. Det tager ca. et par minutter at få sådan en krabat af og ca. 10 minutter at få en ny på igen. Kort sagt, så har jeg kun et valg, og det er at få revet min nuværende dragt af og tage en gammel brugt dragt på, i håb om at det ville gå hurtigere. Jeg stod splitter ragende nøgen foran rigtig mange mennesker og måtte kæmpe med at få en ny dragt på, for så at løbe tilbage til call room og bede til at jeg nåede til start.

Jeg nåede det… De stod alle sammen og ventede på mig. Starten gik og jeg kom sindssygt godt fra start! Jeg vendte først ved de første 50 meter, men efter vendingen fik jeg nærmest en mavepuster. Al energien gik ud af mig og jeg havde ikke flere kræfter tilbage. Jeg havde brugt al min energi og kraft på at flå min dragt af og på at løbe fra det ene hjørne af stadion til det andet for at nå til start til tiden. Der var ikke mere at komme efter. Jeg havde ikke mere tilbage. Jeg kom længere og længere bagud, og måtte indse at min drøm og mit mål ikke ville gå i opfyldelse. Jeg husker jeg lå og græd de sidste 10 meter af løbet.

Jeg havde sagt til alle omkring mig, at dette ville blive mit sidste OL og nok det sidste løb i min karriere, for jeg skulle hjem og stifte familie. Men jeg vidste med det samme, da dette løb var overstået, at jeg ikke ville kunne slutte på denne måde. Jeg var slet ikke færdig med min sport, jeg ville have revanche, og jeg ville gøre Danmark stolt af mig igen!

Følelserne gemt langt langt væk

Turen gik hjem til Danmark igen og her skulle jeg så bearbejde hvad der lige var sket, prøve at komme oven på og starte på en frisk. Jeg havde det slet ikke godt, og oven i hatten, så fik jeg at vide da jeg kom hjem, at mine forældre skulle skilles. Lidt af et chok, men der kan ske meget på 2 måneder, som var den tid jeg havde været væk på træningslejr og til OL. Jeg var selvfølgelig ked af det, men jeg tror faktisk aldrig jeg har grædt over det. Jeg tror ærlig talt, at jeg var så distræt i mit eget liv, at jeg var fuldstændig uopmærksom over for mine omgivelser. Jeg reagerede eller bearbejdede slet ikke situationen som jeg burde have gjort.

Til gengæld, så sagde jeg ja til at være med i vild med dans. Det var den perfekte måde at forsvinde lidt fra mit eget liv på, glemme alle mine sorger og leve i en fantasi. Jeg huske jeg var en helt anden Jeanette, som var ligeglad med konsekvenser og ligeglad med andres følelser, for nu handlede det kun om mig. Jeg skulle bare have det sjovt, gå i byen, drikke mig fuld og gøre alle de ting, som jeg normalt aldrig kunne finde på at gøre. Jeg får en ekstremt ubehagelig følelse når jeg sidder og skriver om dette, og jeg ville ønske jeg kunne skrue tiden tilbage og lave lidt om på tingene.

Vild med dans

Vild med dans var en pigedrøm der blev udlevet, og jeg elskede hver fredag! Jeg følte til tider, at jeg levede en andens liv og når fredag aften var slut, så skulle jeg hjem til mit eget kedelige leverpostejs-agtige liv. Jeg skulle tage en masse beslutninger om karriere og privatliv og det var en følelse jeg slet ikke kunne holde ud. Jeg ville bare forsvinde hele tiden.

Fortsættes…

 

 

 

 

 

6. september 2017
/

Hvad skal barnet hedde?

Udgivet i kategorien Baby, Nyt

Flot billede ikke? Jeg fandt det i bunken af gamle billeder, og jeg elsker det! Dette billede er vores første offentlige billede som kærester i Danmark. Tror det er taget i Maj måned 2014. Vi havde været kærester i ca. 5 måneder på dette tidspunkt, så det var helt nyt og Marco var ikke sådan specielt begejstret for at skulle på den røde (i dette tilfælde var den blå) løber til det års Beauty Awards. – hvilket man også kan se i hans ansigts udtryk. Det sgu da sødt ik? 😉 Nå, det var slet ikke det jeg ville snakke om…

Dette  indlæg bliver en kort og kontant omgang med et par spørgsmål, som jeg håber i vil debatere her på bloggen. Alle ved, at Marco og jeg venter os en pige, og alle er super ‘excited’ over det, and so are we, men betyder det at vi skal dele ALT med alle? Og skal man lige pludselig tage hensyn til, hvad ens familie og alle omkring én synes at barnet skal hedde? Står det skrevet ned et eller andet sted, som jeg aldrig har hørt om?

Nej, hun skal ikke hedde Margrethe

Jeg har ikke tænkt mig at forhøre min familie om hvad de synes mit barn skal hedde, det er jo slet ikke op til dem. Er det forkert af mig at synes sådan? Ærlig talt, så er der ingen overhovedet der skal blande sig i hvad hun kommer til at hedde. Hvis jeg selv spørger om råd og vejledning, så er det jo en anden sag, men hvis ikke jeg gør det?? Og folk kan lige så godt lade være med at komme med en masse smukke gamle danske navne, da vores barn ikke kommer til at få et pære dansk navn. Jeg er gift med en englænder, som iøvrigt er halv venezuelansk, så vi skal nok over i noget lidt mere internationalt 😉 Iøvrigt har jeg aldrig været fan af ‘normalen’, så hvorfor skulle jeg vælge et ‘normalt’ dansk navn.

Marco og jeg glæder os til at se hvilket barn vi får, og når hun kommer ud, så er det sikkert også meget nemmere at finde et navn til hende. Lige pt, så har vi to navne vi godt kan lide, men de er ikke danske og et af dem er et unisex navn. Hvis vi beslutter os for et af navnene, skal jeg selvfølgelig nok dele det med jer, men ind til da, ja der må i vente i spænding 😉

Er det normalt at man forhører sig hos ens familie omkring ens kommende babys navn? – Har lidt svært ved at forstå det ♥ Sorry…

 

3. september 2017
/

Can I order a foot long? – uge 25

Udgivet i kategorien Baby, Maven, Nyt

Her kommer så, til alle dem der spørger efter det, endnu et lidt grænseoverskridende billede fra min kant af. Jeg vokser rimelig heftigt lige i øjeblikket, og det bliver ikke nemmere for mig, som ugerne går, at skulle afsløre min ikke-atletiske krop. Er det for tidligt at glæde sig til at komme i form igen?

Mega tøjkrise

Jeg kan ikke passe noget af mit tøj! Jeg er i dyb krise hver eneste morgen jeg skal ud af døren. Hva skal jeg ærlig talt gøre? Jeg har købt graviditets jeans i H&M, men det er det. Hvor køber jeg fede overdele, og andet fedt graviditets tøj? Det kan sgu da være det er det jeg skal foretage mig mens jeg er gravid, designe graviditets tøj!! Min garderobe kan gå an lidt endnu fordi det stadig er lunt udenfor, så stretchy sommerkjoler holder max! Men hvad gør jeg når det bliver koldt udenfor? Skal trods alt føde et december barn, så det bliver nok en smule køligt med sommerkjoler til den tid. Nogle forslag?

Anyways, jeg er 5 måneder og en sjat henne i min graviditet, eller hvis man skal sige det ”rigtigt”, så hedder det vel 25 uger… Jeg har fået en noget anderledes hverdag, som både er super dejligt men også lidt frustrerende. Jeg har dejligt meget fritid, og det burde jeg jo bare nyder i fulde drag, men der er noget ved det der stresser mig lidt. Jeg har aldrig haft denne fritid i samme grad, og nogle gange ved jeg ikke helt hvad jeg skal gøre med den. Føler også jeg er lidt begrænset i hvad jeg kan gøre den aktuelle dag, og det pisser mig mildest talt af, nogle gange. Min fys sagde til mig, for lidt tid siden, ”Jeanette, det kan være du skal overveje at acceptere din situation. Du er gravid, du skal føde et barn og det kommer til at ske.” Og ja, så kan man ikke det man plejer at kunne, hvilket også giver god nok mening…

A foot long! – 30cm lang

… det pænt langt. Altså barnet i min mave. Kan det virkelig være rigtigt? Jeg læste det på nettet et sted, og jeg har bare svært ved at forstå hvordan hun allerede kan være så lang! Men okay, jeg føler mig også ret stor, og det kan jo ikke være fedt det hele, vel? Jeg ved godt jeg har skrevet det før her på bloggen, men jeg kan seriøst ikke tage mine egne sko og sokker på længere. Eller okay, jeg kan godt, men det tager lidt tid, og det er vildt ubehageligt at bøje sig helt sammen. Jeg har faktisk også en smule problemer med at tage mine trusser på :/ den er knapt så fed. Heldigvis hjælper Marco gladeligt til, men det er bare sådan lidt en falliterklæring, og det går mig lidt på.

Nå, ikke mere mave/baby snak i denne omgang. Jeg vil istedet gøre jer opmærksomme på, at jeg har skrevet et blog indlæg på Bo&Co, omkring hvad jeg savner og IKKE savner ved elitesvømning. Det er blevet til et ret godt post, synes jeg selv 😉 Du kan læse indlægget lige HER !

 

 

30. august 2017
/