Nærkontakt – Jeg overgir’ mig

Udgivet i kategorien Nyt, TV

Nej, jeg tror ikke på den slags -eller det gjorde jeg i hvert fald ikke for 3 måneder siden. Jeg ved stadig ikke om jeg er helt overbevist, men hvordan fanden kan de vide så meget om én uden at der være noget mellem himmel og jord? Jeg ved ikke om i har set det afsnit af Nærkontakt, som jeg var med i, men det var altså lidt skræmmende nogle af de ting man fik at vide…

Krumme – Håndlæsning

Krumme er håndlæser, og læser udfra dine linjer i hånden, hvad du er for én type, hvad der er dine styrker og hvad der er dine svagheder – som du derfor skal arbejde på. I Nærkontakt startede vi ud med en session hos Krumme, og det sparkede totalt benene væk under mig. Hun kiggede mig så dybt i øjnene og holdt mig så varmt i hænderne, at jeg allerede inden hun begyndte at snakke, mærkede en form for tryghed og omsorg. – sådan lidt en mor-følelse, men uden det er ens mor. Når det er et helt fremmed menneske, som gør det, så bliver det ekstremt intenst.

Og ja, så begynder hun at snakke, og at læse dine linjer, og ikke mindst den flotte blindtegning vi skulle tegne af vores hånd. Krumme ramte plet med det samme hos mig. Desværre får man ikke alle detaljerne med på TV, men Krumme fangede hurtigt, at der foregik rigtig mange ting i mit liv på det tidspunkt, som jeg slet ikke kunne holde styr på eller forstå… Det gør der nok stadig lidt, men jeg har lært at acceptere min situation og være glad i den. Jeg blev ekstremt emotionel og kunne slet ikke holde mine tårer inde.

Kort fortalt, sagde Krumme, at jeg skal være glad for det der sker lige nu, for det er meningen at det skal ske. Jeg er god nok som jeg er, og jeg skal ikke prøve at være nogen anden. Jeg er dygtig, og jeg skal holde fast i mine måder at gøre tingene på. Alt sker af en grund. Og det var jo lige præcis de tanker og bekymringer jeg gik rundt med på det givne tidspunkt. Når der er én, du ikke kender, som siger disse ting til dig, og kigger dig så dybt i øjnene, så er det meget svært ikke at give sig fuldstændigt hen.

Sebastian – afdødekontakt

Sebastian skaber kontakt med afdøde, og det er fuldstændig vanvittigt hvad han formår at hive frem. Det var nok her jeg var mest skeptisk inden jeg snakkede med ham. Jeg havde svært ved at finde en afdød person jeg gerne ville have kontakt til. For det første har jeg heldigvis ikke mistet så mange i mit liv, og når det har været, så har det været mine meget gamle oldeforældre, som jeg kun kan huske meget svagt. Men så er der selvfølgelig også Paulus, som er min afdøde træner. Paulus var landstræner i Danmark fra 2009 til januar 2013, og så var han den første træner i min karriere, som virkelig forstod og respekterede mig for den jeg er. Han var en hård nyser, og nogle gange mangel på pædagogisk sans, men han vidste hvad han snakkede om, og han fik kickstartet min karriere for alvor.

Det eneste jeg gerne ville sige til Paulus, som jeg aldrig fik sagt da han var i live, var tak. Tak fordi han behandlede mig som han gjorde, og hjalp mig til at tro på mig selv. Det der så skete i seancen med Sebastian, var at Paulus sagde tak til mig. Sebastian sagde, at Paulus gerne ville takke mig, og fortælle mig, at han ligeledes havde lært en hel masse af mig efter han er kommet over på den anden side… alt dette sagde Sebastian, før jeg overhovedet fik sagt noget først. Og hvor i alverden skulle han vide det fra, medmindre at han rent faktisk fik kontakt til Paulus?! Jeg overgiver mig…

Rikke – Fremtiden

Rikke kigger lidt ind i din fremtid. Fortæller dig lidt om hvad der kan ske i din fremtid, hun guider og skubber dig måske lidt til at træffe de rigtige valg. Rikke, og de to andre for den sags skyld, vidste ikke at jeg var/er gravid, men Rikke kunne med det samme fornemme, at jeg havde et spørgsmål omkring det. Hvad du ikke så på TV var, at Rikke allerede vidste jeg var gravid. Hvordan ved jeg ikke, for hun havde ikke fået det fortalt af nogen, hun vidste det bare. Rikke sagde at jeg ville få en pige (på det tidspunkt vidste jeg ikke kønnet på vores barn), og det havde hun jo så ret i. Hun sagde også at jeg ikke behøvede at gå i mødregruppe, hun fornemmede at det ikke lige var noget for mig. Hvordan i hele hule helvede vidste hun det? Til sidst sagde hun, at hun så mig arbejde eller bare befinde mig i Japan. Japan?? Hvorfor Japan?

Har hun set mig befinde mig i Japan fordi der er OL i Japan 2020??? Lidt spændende hvad fremtiden bringer… Tak for en fantastisk oplevelse Nærkontakt!

Tror i på det?

 

15. september 2017
/
Tidligere indlæg Næste indlæg

1 r

  • Reply Cecilia wind Sanco

    Ja jeg tror på nogen er dygtigere end andre og man skal have en mental skralde spand til det man ikke kan bruge

    29. oktober 2017 at 05:23
  • Skriv en kommentar

    Du vil måske også ku' li'