Alene-mor syndrom

Udgivet i kategorien Nyt, Real life

Hej alle sammen,

Her kommer der altså lige et lidt dybt indlæg, som jeg har villet skrive i noget tid nu. Jeg ved godt, at jeg er gravid og mine følelser sidder totalt uden på tøjet, men det ændre bare ikke på hvordan jeg går og har det. Gravid eller ej, jeg føler som jeg føler. Frygten for at miste mennesker omkring mig og det at blive alene, er blevet meget forstærket de sidste par måneder. Jeg har mistet mine oldeforældre og min farmor pga. alderdom, men udover det har jeg ikke mistet nogle familiemedlemmer eller folk helt tæt på, gudskelov. Og faktisk, så har jeg aldrig tænkt eller bekymret mig over det her med at miste. Jeg har altid levet meget i nuet, og har aldrig bekymret mig over alle de ting der rent faktisk kan ske fra det ene sekund til det andet. Men det gør jeg nu…

Igen skal man jo nok huske at tænke på alle de hormoner der vælter rundt i kroppen på mig pt, men jeg tror også, at det her med at skulle være mor, har noget at skulle have sagt. Hvis jeg pludselig inden længe går hen og mister én af mine forældre (gud forbyde det), så mister mit barn en bedsteforældre. Hvis jeg mister min søster, så mister mit barn hendes moster. Hvis jeg mister min mand, så mister mit barn hendes far. Det er i disse situationer jeg går lidt ned med flaget. Frygten for at mister den største støtte og kærlighed til mit barn, kan få mig helt ud af den. Det her med, at nu handler det om hvad hun kan miste og hvad der kan påvirke hende. Kender i den følelse? – jeg synes det er en rigtig ubehagelig følelse, og det gør mig rigtig ked af det når den opstår. Jeg føler det er åndssvagt at jeg nogle gange går med disse tanker, men så igen, er det så åndssvagt? Eller er det ikke meget naturligt?

Alene mor

Der er så mange kvinder derude, som er alene mødre, og de klarer det bare så mega godt. De er nok de sejeste kvinder derude og jeg har kæmpe respekt for dem. Det her, er ikke mig som tager sorgerne på forskud, for jeg er sikker på jeg har fundet mig den helt rigtige mand at stifte familie med. MEN, jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis det skulle ske, hvordan jeg så skulle klare den. Jeg vil ikke leve uden Marco, men nogle gange er man jo ikke herre over hvad der sker i ens liv, desværre.

Skynd dig hjem igen

Hver gang han går ud af døren, når han skal på arbejde eller andre ærinder, så kommer følelsen oftes. Hvad nu hvis der sker ham noget og jeg aldrig ser ham igen? Jeg siger altid, inden han går ud af døren, ‘kør forsigtigt’, ‘jeg elsker dig’, ’skynd dig hjem igen’, eller noget i den stil. Og hvis jeg ikke når at få det sagt inden han går, så ringer jeg til ham og siger det. Dette er ikke noget jeg har gjort førhen, det har nærmere været noget i stil med ‘hav det sjovt’, ‘vi ses senere’.

Mit nye jeg

Det her er vel hvad jeg skal vende mig til fremover. En ny side af mig selv?

Det er på en måde lidt svært at håndtere at en ny livsfase starter. Sindssygt mange ting spiller ind på mine tanker, at det nogle gange gør én bims. Det kan være hormonerne, eller det kan være følelsen af en ukendt afhængighed og sårbarhed, der til tider er svær at acceptere. Giver det mening?

Jeg håber i forstår mine tanker, og måske kan nogle af jer relatere til dem? – og mor, hvis du læser dette her, så skal du ikke blive bekymret, vi har det helt fint og alt er som det skal være. Det er bare lidt tanker 😉

 

11. oktober 2017
/
Tidligere indlæg Næste indlæg

16 Kommentarer

  • Reply Anita

    Hej. Det er helt normalt det du føler, der tror jeg vi alle har været. Man bliver lige mindet om at man lever og livet er skrøbeligt. Knus og forsat dejlig graviditet

    11. oktober 2017 at 17:54
  • Reply Kirsten

    Giver helt mening! jeg havde det på fuldstændig samme måde i min graviditet, men havde egentligt ikke tænkt så meget på, at andre kunne føle det samme. Følte jo bare, at jeg var over-følsom :p

    En dag havde jeg så ondt af en buschauffør, hvis bus var gået i stykker. Først kørte jeg forbi ham, at han holdte stille.
    Så skulle jeg lige et ærinde på vejen, også møder jeg bussen igen, der er ved at prøve at køre sig selv til reparation – dog med en servicevogn bagefter, så vi bilister var opmærksom på den…
    Da fældede jeg et par tårer. Havde så ondt af den stakkels chauffør, hvis bus pustede og stønnede og var lige ved at give op :p

    Giver vist et meget godt billede af, hvor meget hormoner spiller ind.

    11. oktober 2017 at 18:02
  • Reply Marie

    Havde præcis de samme tanker i min graviditet. Det er så dejligt at du sætter ord på, så man ved man ikke er alene.

    11. oktober 2017 at 19:08
  • Reply Helle Jensen

    Kære Jeanette. Alt det der fiser gennem hovedet på dig nu, er helt normalt. Det kaldes “jeg skal være mor” syndromet, og kun et klart bevis på, at du er klar til at påtage dig jordens vanskeligste opgave, men også den skønneste, nemlig at være mor Klø på og god vind, du klarer det godt Venlige hilsner Helle fra Horsens, 45 år og mor til tre voksne og dejlige unger

    11. oktober 2017 at 19:30
  • Reply Britt

    Hej Jeanette ♥️ Det er kun helt naturligt at du reagerer på den måde, du skal være MOR lige om lidt.. kender det fra mig selv, da vi fik vores datter for 14 år siden, jeg var sindssygt bange for at der skulle ske hende noget, det er dog heldigvis blevet meget bedre med tiden, man skal også huske at give slip, men det er dæleme svært nogle gange Rigtig meget held og lykke med det hele til dig og Marco ♥️

    11. oktober 2017 at 19:51
  • Reply Mormor

    Kære datter ❤
    Dybe tanker ❤ det kan være godt engang imellem at dykke ned i de dybe tanker. Tak for din omsorg om at jeg ikke skal blive bekymret❤

    11. oktober 2017 at 20:20
  • Reply No idea;)

    So I translated your blog Jeanette and it hit a cord. Having lost my dad when I was twelve my mum became my hero. She was amazing and did everything she could to fill the gap. To this day she amazes me with her inner strength and courage. It was not until I had Alex and Bella that those thoughts of ‘what if’ would surface. It can sometimes paralyse you especially at night when your mind wanders. But then it passes. For me I would remind myself that all is well in my world (thank you Louise Hay) and I am my mother’s daughter I have the strength to conquer whatever life has installed for me.

    Miss your smile

    11. oktober 2017 at 20:34
    • Reply Jeanette Ottesen

      Janelle, thank you so much for your comment. I really appreciate it!
      Hope you’re all well. We miss you too!!!

      13. oktober 2017 at 16:58
  • Reply Jaime Acosta

    Kære Jeanette.
    Jeg kender din mor, og fik læst dit skriv, fordi hun har linket til det på fjæsen, så ja, hun har nok læst om dine tanker
    Har bare et par få kommentarer til dig…
    – Dine tanker og overvejelser virker helt normale, og jeg har haft tilsvarende (som far), da jeg fik min datter. At nå et højere intellektuelt niveau, i form af bredere forståelse for livet, sker også gennem mindre behagelige refleksioner, desværre…Men du skal måske også se det som en “gave”, at du får disse tanker, som vil få dig til at handle klogere, fordi du kan tænke bredere. Det er faktisk ret godt i det lange løb, selv om det lidt nederen lige nu…følelsen bliver mindre intens, jo længere tid der går med at bearbejde og acceptere dette sikre faktum, at vi alle skal miste…. Åhh, hvor nederen at skrive den sidste del af sætningen
    – Og så lige til noget mere letfordøjeligt…. Jeg cykler med din mor (i Team Op), og jeg tror sgu’ ikke, at du skal være bange for, at hun sætter træskoene lige foreløbig
    Giv hende et kram fra mig, hvis du ser hende, før jeg selv gør
    God aften.
    Mvh. Jaime

    11. oktober 2017 at 20:52
  • Reply Eva

    Fuldstændig normal, hormoner køre rundt med dig, men det er også en ny start på livet med masser af bekymringer, lige pludselig handler det ikke om en selv, men enes lille baby som man skal taget fulde ansvar for.
    man bliver bange for de stærke følelser man har, og om de bliver taget fra en, og om man kan klare det.
    Meeeeen det vender efter den lille er kommet ud og i har lærte hinanden at kende, så slapper man mere af sig i sig selv igen, dog forsvinder det ikke helt da det er en ny Verden og man altid har en ansvar for enes egen kød og blod…
    Alt hel og lykke.

    11. oktober 2017 at 20:59
  • Reply Charlotte

    Jeg har to drenge på hhv 3 år og på knap 5 mdr. Det ‘værste’ ved at blive mor (synes jeg) er alle bekymringerne, der følger med. Ligesom hos dig handler de nemlig mest om at miste – enten at jeg mister dem, eller at de mister mig. Og det er naturligvis kun fordi, jeg elsker dem så uendeligt højt ❤ Det er blevet bedre med tiden, men det går nok aldrig helt væk 🙂 Uanset hvad, så er det det absolut største at blive mor ❤

    11. oktober 2017 at 21:53
  • Reply Hobbitmor

    Kære Jeanette
    Min første tanke er “hov den følelse kender jeg”
    Da jeg venrede min ældste, som nu er 18, gik jeg konstant med sådanne tanker…
    Tanker som kunne gøre alt trist og mørkt… et øjeblik…. men kun et øjeblik… så mærkede jeg den lille sparke i maven og jeg blev omgående fuldstændig ør af lykke…
    Hormoner… ja bestemt…
    Men jeg tror også at det har noget ned ansvarsfølelse at gøre…
    Det faktum at et andet menneske er fuldstændig afhængig af dig, at et andet menneskes liv og gerninger vil påvirke resten af dit liv, følelsen af ubetinget kærlighed( det er set ud af mine øjne den eneste form for ubetinget kærlighed man nogensinde får at føle) og så det at vide at du resten af dit liv vil sætte dig selv i anden række…. det sker helt af sig selv!!
    For 3 år 5 måneder og 4 dage siden, lå jeg på en briks i Skejby og ventede på at få en ballonudvidelse af min kranspulsåre… på det tidspunkt var der præcis 27 dage til min søn skulle konfirmeres, jeg lå der og græd… fuldstændig magtesløs og det eneste jeg kunne gøre var at være bange…
    En af døren træder en læge som sætter sig tager min hånd og siger… dit liv er ikke slut… det skal først til at begynde. .. han smilede så varmt, og han virkede fuldstændig sikker i sin sag… og 20 minutter senere, blev jeg kørt op på stuen og kunne ringe til mine glade og lettede børn og fortælle dem at jeg havde det godt… der var tårer… mange… glæde…. og frygten for at det sker igen….
    Men vi er kommet videre som familie, jeg er vokset som mor og kone… og har lært at jeg også skal passe på mig selv… for hvis jeg har det skidt kan jeg jo ikke passe på andre…
    Min søn blev konfirmeret i maj det år, min datter i maj året efter, og nu lige om lidt er de voksne… nogle gange sidder jeg og griner lidt af mig selv og alle de tanker jeg gjorde mig dengang…
    Og nu kære Jeanette er min ældste søn flyttet hjemmefra, nu er det nogle andre tanker… klarer han sig? Får han sund mad? Hvem hjælper ham med dette og hint? Ja…. bekymringerne vil altid være der… det er din nye følgesvend. … men du vil lære at håndtere dem og med tiden finde en hylde at ligge dem på… men de er en del af dig og en del af din nye identitet som MOR….
    Kærlig hilsen fra en mor til en anden

    12. oktober 2017 at 07:23
  • Reply Sara

    Skal du være alene mor?

    12. oktober 2017 at 07:26
  • Reply Karina

    Jeg har også de tanker, selv før jeg blev gravid. Jeg siger altid til min kæreste om morgenen, kør forsigtig og vi ses i eftermiddag. Når jeg har sagt det, så føler jeg at det virker, altså at vi ses i eftermiddag, for det har vi jo aftalt.. Fjollet I know, men….. Det er bestemt ikke sjovt at “gå rundt” (ikke at man gør det altid) med tanken om at miste, det er jo helt ubærligt at tænke på. Men det må jo være fordi man har noget meget værdifuldt, som man er bange for at miste, og fordi man har det, så er man jo på en måde ret priviligeret, det er ihvertfald sådan jeg prøver at anskue det 🙂

    12. oktober 2017 at 08:00
  • Reply Carina

    Lige præcis sådan fik jeg det også da jeg ventede vores søn 🙂 Har det stadig på samme måde selvom han nu er voksen <3

    13. oktober 2017 at 09:23
  • Reply Jeanette Ottesen

    Tak for alle jeres kommentarer!!!
    Hver og en betyder så utroligt meget.

    Love you all!

    13. oktober 2017 at 17:00
  • Skriv et svar til Anita Annuller kommentar

    Du vil måske også ku' li'